Mini-biografi: Var søn af skuespillerparret Vera og Svend Lense-Møller, optrådte som 4-årig i revyen Gøglervognen i Tivoli sammen med forældrene, medvirkede siden i bl.a. Radioteatret sammen med bl.a. Poul Reumert og havde en rolle i filmen Det store ansvar. Blev i 1943 student, læste nordisk filologi, dansk litteratur, teatervidenskab og sammenlignende religionsvidenskab, Var i studieårene medarbejder på Nordisk Konversations Leksikon og Salmonsens Leksikon-Tidsskrift, blev 1957 magister i sammenlignende litteratur. Virkede 1957-60 som viceforstander for Forsvarets civilundervisning, fik derefter ansættelse ved Danmarks Radio som programsekretær i TV-Teatret, blev 1964 souschef, i 1970 udnævnt til chef og var i årene 1990-95 chef for Radioteatret. Bjørn Lense-Møller sad i to perioder som formand for Teaterrådet, var formand samt bestyrelsesmedlem for Studenterscenen, for Dansk Teater Union og Nordisk Teater Union, bestyrelsesmedlem i Teatret Artibus, i Odin Teatret i Dansk ITI, i statsensemblet Corona La Balance/ZeBU, bestyrelsesformand for Københavns Internationale Teater og for Scenekunstnere Uden Scene samt formand for Den Selvbestaltede Teaterlovskommission. Leverede bidrag til Den Store Danske Encyklopædi, var medforfatter, medredaktør, sad i billedredaktionen til Gyldendals Teaterleksikon og var klummeskriver i Børne-Teater-Avisen. Blev tildelt Karl Mantzius prisen af Selskabet for Dansk Teaterhistorie og modtog Café-teater prisen, som tak for indsatsen for dansk dramatik og teaterliv. |