© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Charles Brun | Dansk politiker, jurist, stiftamtmand og finansminister Født fredag den 16. februar 1866 i København Død tirsdag den 28. januar 1919 i Aalborg |
Mini-biografi: Var søn af en generalmajor, blev student 1883 fra Nørrebros Latin- og Realskole(Lyceum), læste derefter jura og tog embedseksamen 1888. Fik to år senere ansættelse som assistent i finansministeriet, gjorde tjeneste i kolonialkontoret til 1895, blev nu udnævnt til auditør ved 10. regiment i Ålborg og tillige fuldmægtig ved Ålborg stiftsamt. Charles Brun blev i 1905, som 39årig, stiftamtmand over Ålborg stift og amtmand over Ålborg amt, valgtes til finansminister i Niels Neergaards første ministerium 1908, i en tid, hvor der var økonomisk krise efter justitsminister P.A. Albertis underslæb. Brun måtte som finansminister optage et udenlandsk statslån på 40 millioner franc, finansministeriet undlod imidlertid at oplyse rigsdagen om at kontoen i Nationalbanken var blevet overtrukket, hvilket førte til skarp kritik af oppositionen og Brun blev ikke genvalgt i 1909, men vendte tilbage som stiftamtmand i Ålborg. Administrerede embedet på en god måde og var forstående over for ønsket om kommunalt selvstyre. Blev 1910 formand for kommissionen vedrørende lens og stamhuses overgang til fri ejendom m.v., var i årene 1913-17 medlem af Ålborg byråd. Brun blev udnævnt til Ridder af Dannebrog 1906, til Dannebrogsmand 1908, Kommandør af 2. grad 1909 og fik titel af kammerherre 1916. |
|