© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Christian Frederik lensgreve Danneskiold-Samsøe | Dansk godsejer, landstingsmedlem og ordenskansler Født søndag den 29. april 1838 i København Død fredag den 3. juli 1914 i København |
Mini-biografi: Var søn af lensgreve Christian Danneskiold-Samsøe, blev student 1860, tog på studierejser til udlandet og erhvervede sig gennem årene en alsidig uddannelse i sociale og landøkonomiske spørgsmål. Vakte 1877 opmærksomhed i offentligheden ved, med takt og dygtighed, at varetage Danmarks interesser i det for landbruget vitale spørgsmål om Indførsel af levende kreaturer fra Danmark til England, over for den engelske regering og den engelske parlamentskommission. Christian Danneskiold-Samsøe blev året efter indvalgt i Landhusholdningsselskabets bestyrelsesråd, valgtes 1881 til præsident, valgte selv at trække sig tilbage 1893. Var medlem landstinget i årene 1887-1906 og havde 1888 en af de 3 vicepræsidentposter ved Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn. Overtog efter sin far, Grevskabet Samsøe og stillingen som overdirektør for Gisselfeld Kloster, lod opføre Brattingborg hovedbygning og fik påbegyndt en større istandsættelse af Gisselfeld Kloster. Havde adskillige tillidshverv: var medlem af Trifoliums bestyrelse, af Landmandsbankens bankråd, præsident for Komitéen for Dansk Vestindien, formand for Statsdyrskuekommissionen og for Dansk Skovforening, medlem af Jernbanerådet og af Rigsretten. Blev far til otte piger og to drenge. Havde titel af ordenskansler og hofjægermester, modtog Dannebrogsordenens Kommandørkors og blev udnævnt til Ridder af Elefantordenen. |
|