Mini-biografi: Var søn af en revisor, kom efter skoletiden i lære hos billedhuggeren Erling Frederiksen som en forberedelse til Kunstakademiet, blev optaget 1942. Modtog undervisning af Aksel Jørgensen og Vilhelm Lundstrøm, gik derefter på freskoskolen hos Elof Risebye og til sidst på billedhuggerskolen hos Johannes Bjerg samt Gottfred Eickhoff, vandt 1957 guldmedalje og forlod akademiet i 1958. Christian Magle lod sig inspirere af sine omgivelser, både som maler og billedhugger, elskede naturen og især åbne landskaber med højt til himlen, fandt ofte sine motiver i Tøndermarsken og på Bornholm. Magle var også fascineret af mennesker og skabte flere portrætter, selvportrætter, nogle portrætbuster og modeller. Viste sine værker første gang i 1943, på Kunstnernes Efterårsudstilling, var medstifter af SE og deltog i udstillingerne her gennem flere år, desuden ved "Dansk Grafik" på Fyns Stiftsmuseum, Den polykrome, "Ung dansk kunst" på Den frie og "Dansk nutidskunst" i Sønderborg. Magle modtog Gerda Iversens mindelegat, kunsthandler Wilstrup og hustrus legat, Helge Bechs mindelegat samt midler fra Hielmstierne-Rosencrone fonden, var på studieture til Holland, Frankrig og Italien. Dannede fra 1975 par med skuespilleren Mimi Heinrich og blev i 1977 far til komponist og koncertorganist Frederik Magle. |