Mini-biografi: Var søn af en glarmester og startede sin uddannelse i Chicago i USA. Kom til København og gik på Kunstakademiets malerskole i 1914, på dekorationsskolen i 1919. Havde det sidste sted Joakim Skovgaard som lærer, hvilket fik stor betydning for hans fremtidige karriere. Da Risebye var færdiguddannet i 1921 tog han på studierejser til Østeuropa, Tyskland, Italien, Egypten, Tyrkiet og Grækenland. Var 1923-25 leder af Privat Akademiet sammen med Oluf Gjerløv-Knudsen og Paul Kiærsholm, sidstnævnte blev også hans livsledsager. Blev i 1945 docent, 1949 professor i fresko og mosaik, 1950 medlem af Akademirådet, 1950 medlem og præsident af Altertavleudvalget - og sad fra 1959 i bestyrelsen for Thorvaldsens Museum. Fik talrige udmærkelser, bl.a. Eckersberg Medaillen i 1942 og Thorvaldsens Medalje 1952. Udstillede foruden i Danmark, i Sverige, Norge, Frankrig og Tyskland. Risebye led hele livet af depressioner og det overførtes ofte til lærredet, hvor han malede døden og sorgen, i mørke næsten sorte farver. Malede også mange religiøse billeder, blomstermotiver og landskabsbilleder fra egnen omkring Gurre. Har restaureret mange fresker og en af hans store opgaver var aftrækningen af Sonnes frise, på Thorvaldsens Museum i København. |