Mini-biografi: Var datter af en fransk arkitekt, mistede tidligt faderen, fik en stedfar, der arbejdede i henholdsvis Frankrig, Peru og Sverige, blev derfor fortrolig med flere sprog. Kom 1955 til Danmark, kom som 18-årig på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og modtog sangundervisning af professor Thyge Thygesen. Edith Guillaume debuterede 1969, blev straks engageret til at synge et parti i komponisten Ib Nørholms nye kammerværk Syv tavler til Orfeus. Fik trods sin manglende erfaring et afgørende gennembrud, forestillingen vakte stor opmærksomhed også i udlandet, turnerede i Europa og blev sendt i fjernsynet. Edith Guillaume fik engagement ved Den Jyske Opera, havde 1970 titelrollen i den danske førsteopførelse af L.J. Werles Drømmen om Therese og fik siden roller i både klassisk og mere moderne repertoire. Kom 1974 til Det Kongelige Teater og fik som førende mezzosopran, til opgave at synge flere store partier: Dorabella i Così fan tutte, Octavian i Rosenkavaleren, Jeanne i Djævlene fra Loudon, titelpartiet i Carmen o.a. Var med sit omfattende engagement og alsidighed i stand til at formidle ny musik til et bredere publikum. Edith Guillaume modtog flere hædersbevisninger, som Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat, Tagea Brandts Rejselegat, Elisabeth Dons' Mindelegat, Musikanmeldernes Kunstnerpris og Aksel Schiøtz-Prisen. |