Mini-biografi: Var søn af en handelsgartner, blev optaget på Kunstakademiet i København og modtog undervisning af professor Niels Lergaard et år. Foretog studierejser til Frankrig, Spanien, England og Tyskland, studerede et år på Accademia Di Danimarca i Rom. Edward Matwijkiw viste sine værker første gang i 1964 på Kunstnernes Efterårsudstilling, deltog herefter bl.a. på Charlottenborgs Forårsudstilling, Ung Dansk Kunst, Dansk kunst i morgen, Galleri Moderne i Silkeborg, udstillede flere gange hos Decembristerne, var repræsenteret i udlandet på Quatrième Biennale de Jeunesse i Paris, Junge Dänen im Haus am Lützowplatz i Berlin, på Hässelby Slot i Sverige, Zacketa Gallery Warszawa, Polen o.a. Matwijkiw havde en uddannelse som fotograf, fik specialfremstillet objektiver, der forvrængede motivet. Brugte ofte sine optagelser som inspiration og skitsebog, havde primært menneskekroppen som tema, løste en del udsmykningsopgaver, som skulptur og vandkunst til byrådet i Hattersheim og et stort keramisk relief til byrådet i Wiesbaden, begge i Tyskland. Matwijkiw blev bl.a. hædret med en kunstnerpris fra Georg Jensens Sølvsmedie, midler fra Dronning Ingrids Romerske Fond, Det Danske Institut i Athen, Velux Fonden, fra Statens Kunstfond flere gange, to gange Hielmstierne-Rosencrones fond samt en pris fra Kunstakademiet i 1973. |