Mini-biografi: Var søn af en gartner, så interessen for planter kom allerede i barndommen. Fik præliminæreksamen fra Billes Skole i 1916 og kom derefter i lære som gartner først på Frederiksberg, siden i Hellerup. Var tre år på en planteskole i Vanløse og gik så på valsen et par år i England og Frankrig for at afprøve sin kunnen. Ved hjemkomsten til Danmark gik Eigil Kiær på Landbohøjskolen og blev i 1921 cand.hort. Åbnede sammen med sin far et anlægsgartneri, men fik sit eget i 1925, havde allerede da, kun 24 år gammel en omfattende viden om alt inden for faget, fra store træer til små stueplanter og havde samtidig en stor æstetisk sans. Blev derfor hurtigt efterspurgt, ikke alene som anlægsgartner men også som lærer, foredragsholder, skribent, konsulent og udstillingsarrangør. Kiær modtog Dronningens Ærespræmie i 1936 og Gartnerforeningens Guldmedalje i 1958. Har bl.a. stået for Heerups Have i Esbjerg med kildevæld og kunstnerens figurer, anlægget blev tildelt Byens grønne blad i 1997, desuden tre kirkegårde samt haveanlægget med boblespringvand som Tivolis Gæster har kunnet beundre fra 1971. Kiær har foruden adskillige artikler, skrevet flere bøger om havekunst. |