Mini-biografi: Var søn af en sagfører, blev 1884 student, rejste til København for at studere jura og tog kandidateksamen 1892. Rejste tilbage og arbejdede som sagfører i Reykjavík, var politisk interesseret, grundlagde 1896 Islands første avis Dagskrá (dagsorden), som støttede hjemmestyret, var selv redaktør de næste to år. Einar Benediktsson var i 1902 medstifter af et radikalt parti, kæmpede for at give sit land et økonomisk og åndeligt opsving, ville udnytte Islands naturresurser, undersøgte mulighederne for at bygge kraftværker, eller få gang i cementproduktion ved hjælp af risikovillig udenlandsk kapital, så man kunne komme på højde med andre lande. Var 1906 med til at etablere landets første radiostation, begyndte året efter at rejse en del, var i Norge, Skotland, tilbragte 2 år i København og syv år i London, var 1914 i Island for at medvirke ved dannelsen af vandkraftværket Titan A/S. Boede i årene 1917-21 igen i København, vendte tilbage og bosatte sig i Reykjavik, men var i lange perioder på rejser til bl.a. Tyskland, Spanien og Nordafrika. Benediktsson havde en lyrisk åre og blev Islands mest betydningsfulde repræsentant for nyromantikkens mystisk-religiøse digtning, udgav "Sögur og kvæði", "Hafblik", "Hrannir", "Vogar", "Hvammar" samt en glimrende oversættelse af Henrik Ibsens Peer Gynt. |