Mini-biografi: Var søn af ingeniør Alexander Foss, blev 1911 student fra Borgerdydskolen, 1920 cand.polyt. fik derefter ansættelse i familieaktieselskabet FLSmidth & Co., sad som formand i bestyrelsen og avancerede til direktør 1940. Var aktiv i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig og sammen med sin bror Erling Foss, med til at stifte Danmarks Frihedsråd, blev taget af tyskerne 1943 og ført til Horserød. Einar Foss sad som formand for bestyrelserne for A/S Faxe Kalkbrud, A/S Cement Investment, A/S Gyro, A/S Kagstrup Kalkværk, A/S Hedehus Teglværket og A/S Aalborg Portland-Cement-Fabrik, var medlem af bestyrelserne for A/S F L Smidth & Co., A/S Fællesagenturet for Faxe-Limhamn Kalkbrud, A/S Sadolin & Holmblad, Kemisk Værk Køge, A/S, medindehaver af Interessentskabet Dansk Skrivemaskinefabrik og Interessentskabet Wyta samt direktør i A/S Gyro, Skive Jernstøberi og Maskinfabrik. Foss var hovedkasserer i Det Konservative Folkeparti, formand for den konservative fond, blev medlem af Landstinget, det udenrigspolitiske nævn og af Folketinget. Arbejdede på at bevare en række konservative dagblade som formand for bestyrelsen for A/S Den konservative Presse, var medlem af bestyrelsen for Alex Foss' Industrifond, formand for foreningen Nordens afdeling i Gentofte, medlem af foreningens hovedbestyrelse og af Det nordiske Råd. Blev udnævnt til Ridder og Kommandør af Dannebrog. |