Mini-biografi: Var datter af en overtoldinspektør, kom som 12årig til København, siden til Århus, modtog en del undervisning af faderen og blev opdraget til fædrelandskærlighed og interesse for samfundet. Giftede sig 1856 med en distriktslæge og blev medhjælpende hustru, fik derved en del sundhedsfaglig og sundhedspædagogisk viden, udgav bl.a. bogen Veiledning i Tilberedelse af Mad for Syge og Svage. Elfride Fibiger supplerede siden sin enkepension ved at skrive, skrev om naturen og folkelivet i Jylland, bl.a. Hedens Hemmeligheder, romantiske kærlighedsromaner med fremhævelse af kvindens plads i hjemmet samt problemromaner med socialt, filantropisk sigte som En Magdalenehistorie, hvor pengene fra salget gik til Thora Esches Magdalenehjem. Flere af bøgerne blev oversat til tysk, engelsk og russisk og forfatteren modtog fra 1882 årlig statsunderstøttelse fra Rigsdagen. Elfride Fibiger var medlem af Dansk Kvindesamfund, mente at kvinder kunne virke inden for filantropi og pædagogik, men skulle holde sig fra politik. Arbejdede for en bedre tjenestepigeuddannelse, tog 1882 initiativ til oprettelsen af Københavns Uddannelsesskole for Tjenestepiger og vordende Husmødre, var direktrice for skolen til lukningen 1889. Udgav Tidsskrift for Kvinder i de tre nordiske Riger og bøger om huslig uddannelse, der uddeltes gratis til bl.a. konfirmander på landet. Var mor til Nobelprismodtageren Johannes Fibiger. |