Mini-biografi: Var datter af en kandestøber, gik på Vincenzo Galeottis danseskole, medvirkede i dennes balletter og debuterede 1793 som Lucette i skuespillet Den gode Moder, oversat af Michael Rosing og instrueret af Johanne Rosing. Fik sit egentlige gennembrud med titelrollen i Gotthold Ephraim Lessings drama Emilie Galotti. Jens Baggesen, syttenårige Adam Oehlenschläger, Henrik Steffens og Knud Lyne Rahbek forelskede sig i den ranke, lyse skuespillerinde med den blide diktion og det tungsindige blik, men skuespillerinden giftede sig med Stephan Heger i 1797. Eline Hegers Dyveke i O.J. Samsøes sørgespil blev det kvindeideal, der var i tankerne hos Oehlenschläger under fremstillingen af Thora i Hakon Jarl og Valborg i Axel og Valborg. Eline Heger fødte ti børn, hvoraf de 4 døde, levede med sorgen og sin opfarende, splittede mand, men formåede dog at bevare sit milde væsen og blide jomfruelighed hele livet trods alle besværligheder. Havde uden for det oehlenschlägerske repertoire, roller som Estrith i C.L. Sanders Niels Ebbesen, Frederikke i A.W. Ifflands Jægerne, Marie i Goethes Clavigo, titelrollerne i Schillers Maria Stuart og B.S. Ingemanns tragedie Bianca. Spillede 1832 Sophie i Thomasine Gyllembourgs drama Magt og List, ramtes af apopleksi og mistede stemmen for altid. |