Mini-biografi: Var datter af en grosserer, modtog som ung to års undervisning på Rønnows Malerskole og rejste derefter til Nice i Frankrig for at lære croquis tegning. Var på studierejse til Italien et par gange, men vendte tilbage til Frankrig, der var favoritlandet, opholdt sig ofte i Paris for at blive inspireret til sine billeder. Kunne dog også formidle indtryk fra de hjemlige omgivelsen, naturen i Nordsjælland havet, vejret og lyset kom på lærredet med følelsesladede enkle, lyse penselstrøg. Else Fischer-Hansen udstillede sine værker, første gang på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1928, udstillede herefter på bl.a. Charlottenborg, Kunstindustrimuseet, Grønningen, i Paris og ved en udstilling i Oslo Kunstforening. Udførte store udsmykningsarbejder som glasmosaikken til Amtssygehuset i Herlev. Beskæftigede sig desuden med vævning, keramik og skrev børnebogen Fut-Fut. Modtog adskillige priser fra Akademiet, Thorvaldsens Medalje, Eckersbergs medalje m.m. Var gift med maler og forfatter Egon Mathiesen og de deltog ofte sammen på udstillinger. Else Fischer-Hansen blev over 90 år og malede sine abstrakte akvareller lige til det sidste. |