Mini-biografi: Var søn af en kontorchef, blev som 19årig elev hos billedhuggeren Anders Bundgaard, modtog undervisning gennem tre år, dog kun om sommeren. Tilbragte vintrene i Rom, gik her på Academi Reale, var fra 1924 elev hos billedhuggeren Ludvig Brandstrup og 1929 gæst på Kunstakademiet i København 1 måned. Besøgte udover Italien, Frankrig, Tunis og opholdt sig i længere tid i Algier om vinteren. Erik Cohrt viste sine værker første gang på Charlottenborgs Forårsudstilling, deltog flere gange her samt på Salon des Artistes Indépendents i Algier, Kunstnerforeningen af 18. november, på Da. Kunst i Fyns Forum, Den fynske Forårsudstilling, Den Polykrome og Fåborgkonst i Stadshuset i Falkenberg, Sverige. Modtog Bielkes Legat og blev hædret to gange med midler fra Hielmstierne-Rosencrone fonden. Cohrt arbejdede i forskellige materialer som brændt ler, gips, træ og især i granit og bronze. Monumentet over engelske flyvere på Odense Assistents Kirkegård er i bronze, Fåborgpigen i kunststen, Ambrosius Stub Brønden er udført som en åben musling i kunststen med en påsat delfin i bronze og Vandbæreren til Odense Odd Fellow loge er udført i granit. Cohrt havde nogle år, egen keramisk virksomhed i Odense, arbejdede udover skulpturerne med træsnit og raderinger og skrev artikler om kunst. |