Mini-biografi: Var datter af en portrætfotograf, blev 1918 optaget på Kunstakademiet i Tartu, Estland, modtog undervisning til 1921, rejste derefter til USA og gik bl.a. på National Academy of Design i New York. Eugenie Noormägi var dansk gift, bosatte sig i Danmark 1926 og blev her resten af livet. Gik på Kunstakademiet i København i årene 1933-37, var derefter på flere studieophold i Paris 1944-49, gæstede Academie des Beaux Arts og lærte af bl.a. André Lhote. Var 1950-54 på Statens Museum for Kunst hos Rostrup Boyesen, gik igen på Kunstakademiets malerskole, fik undervisning af professorerne Kræsten Iversen, Olaf Rude, Aksel Jørgensen samt Niels Lergaard og arbejdede 1960-64 med fresco & mosaik hos professor Elof Risebye. Eugenie Hansen deltog i bl.a. Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborgs Forårsudstillinger, ved Købestævnet i Fredericia 1960, Kunstnernes Påskeudstilling, var medlem af Kunstnergruppen "De 9" og udstillede på Den Frie i 7 år. Viste en række akvareller med motiver fra bl.a. Paris og Bornholm, en del oliemalerier samt adskillige meget smukke mosaikarbejder, harmonisk sammensat af både natursten og særligt brændte stifter. Udsmykkede omkring 1962 Landbostandens Sparekasse i Nykøbing Falster med mosaik og skabte et Krucifiks i mosaik til De døves Kirke på Frederiksberg. Var medlem af Billedkunstnernes Forbund. |