© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Evert Axel Taube | Svensk visesanger, digter, komponist og maler Født onsdag den 12. marts 1890 i Göteborg, Sverige Død lørdag den 31. januar 1976 i Stockholm, Sverige |
Mini-biografi: Havde en turbulent ungdom og tog til søs som 17-årig. Var 5 år i Argentina og lærte her at spille guitar. Vendte i 1915 hjem til Sverige og begyndte at skrive, male samt komponere egne viser. Blev med sin eksotiske fremtoning et kendt ansigt i Stockholm. I 1918 udgav Evert Taube novellesamlingen Inte precis om kvinnorna, men det var som visesanger og lyriker at Taube begyndte at få succes på Stockholms scener. Skrev i 1919 "Byssan Lull", der blev en af Skandinaviens mest elskede børnesange. Taube indspillede "Karl-Alfred, Fritjof Andersson och jag" på lakplade og udgav bøger og visesamlinger. Indspillede i 1931 "Calle Schevens vals" og blev med ét slag hele Sveriges visesanger. Sammen med Sven Sálen og Gunnar Fant stiftede Taube i 1936 Samfundet Visans Vänner for at værne om den svenske visetradition og udvikle den som kunstart. Fik sin tv-debut i 1955 og optrådte i 1964 for første gang på Gröna Lund i Stockholm. Regnes sammen med Carl Michael Bellman og Cornelis Vreeswijk som nationalskjald. Taube har skrevet en lang række viser, blandt de mest kendte er foruden de ovennævnte "Den 17:e balladen", "Möte i monsunen", "Sjösala vals" og ikke mindst "Änglamark". |
|