Mini-biografi: Fik efter endt skolegang en uddannelse som guldsmed og fik ansættelse hos Georg Jensen. Rejste i 1952 til Spanien for at lede Georg Jensens værksteder, underviste arbejderne i dansk standard og fik sat gang i produktionen af bl.a. kaffe- samt testel. Kom hjem i 1958, fik sit eget navn inden for Dansk Design, med brugsprodukter som bestik i både sølv, sølvplet og rustfrit stål, skåle samt bakker i melamin, alt skabt i en genkendelig enkel og funktionel stil. Falle Uldall står bag flere kendte danske designprodukter fra slutningen af 1950'erne, heriblandt Benedikteskålen fra Rosti, det første bestik i rustfrit stål med et på sprøjtet sort plastikmønster, som blev lavet for firmaet C. Thaysen & Co., Mimosa sølvbestikket for Cohrs Sølvvarefabrik i Fredericia, en osteklokke, Eva sølvbestikket for De Danske Guldsmedes Sølvvarefabrik i Slagelse samt trævare ting til Danwood. Uldall har tillige, som personlig designer for kunder, været tilknyttet både Skov Larsen og Hartmann i Bredgade i København. |