Mini-biografi: Søn af Henrik Rung, studerede hos sin far og 1867-70 på Musikkonservatoriet hos Hartmann og Gade. Som 12-årig optrådte Frederik Rung i 1866, for første gang offentligt på Viola d'amore. Blev samme år ansat ved Det kgl. Teater på guitar, mandolin og viola d'amore. Året efter blev Rung tildelt et legat og tog på studietur til udlandet. Blev i 1872 opera-repetitør, dirigent i 1884 og 1. kapelmester 1908-14. Var samtidig fra 1881-93 klaverlærer ved Musikkonservatoriet. Overtog i 1877 Cæciliaforeningen efter sin far og dannede et specielt madrigalkor, der i 1897 sang ved en musikfest i Stockholm og i 1900 optrådte med stor succes på verdensudstillingen i Paris. Rung var meget produktiv som komponist, med musik til Molbechs skuespil Faraos Ring (1879), operaerne Det hemmelige Selskab (1888), Den trekantede Hat (1895), musik til Drachmanns skuespil Tusind og en Nat (1892), balletterne Aditi (1879) og En Karnevalsspøg i Venedig (1890), en symfoni, en suite for strygere, en serenade, 2 strygekvartetter, en klaverkvintet og adskillig anden kammermusik. Dertil flerstemmige sange og mere end 70 romancer. Udgav Sangmusik fra det 17. og 18. aarhundrede (i samarbejde med Laub) og Musik fra den danske Skueplads i 4 bind. |