© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Georg Erdman Rosenberg | Tysk/Dansk arkitekt og stadsbygmester Født fredag den 14. august 1739 i Kiel, Tyskland Død søndag den 7. december 1788 i København |
Mini-biografi: Var søn af en arkitekt, fik efter skoletiden selv en arkitektuddannelse på Københavns Kunstakademi, modtog sølvmedalje samt den lille og store guldmedalje. Modtog et stipendium og påbegyndte 1765 en studierejse til forskellige europæiske lande. Arbejdede en tid for Nicolas-Henri Jardin og var dennes konduktør ved byggeriet på Frederikskirken, der blev standset under Johann Friedrich Struensee i 1770. Georg Erdmann Rosenberg blev i 1771 agreeret ved akademiet og det følgende år udnævnt til stadsbygmester i København samt bygmester ved sø-etaten. Havde inden udnævnelsen besvaret en opgave for C.F. Harsdorff, kritiserede her manglerne ved datidens byggeri og foreslog en del forbedringer, som senere vandt indpas. Rosenberg stod bl.a. for en hovedvagt på Gammelholm, herregården Frederiksgave for konferensråd Niels Ryberg samt døbefonten til Garnisons Kirke, der blev udført af billedhuggeren C.F. Stanley. Stod for interiøret og istandsættelsen af Jægerspris for arveprins Frederik, tegnede møbler samt vægdekorationer for lensgreve H.C. Schimmelmann og ledede en indvendig ombygning af dennes palæ i Bredgade i København. Rosenberg fik i 1777 oprettet Det Kongelige Møbelmagasin, var selv leder til 1781 og leverede adskillige tegninger til diverse møbler, der blev fremstillet til især herregårde. |
|