© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jacob Christian Johan Hendrik Gundelach Møller | Dansk læge, overkirurg og professor Født tirsdag den 7. august 1787 i Aarhus Død tirsdag den 6. maj 1845 i København |
Mini-biografi: Var søn af en kasserer, blev 1815 student, tog 1821 eksamen ved det kirurgiske akademi og blev kandidat på Frederiks Hospitals kirurgiske afdeling under C.C. Withusen, udnævntes 1824 til reservekirurg. Modtog universitetets guldmedalje for afhandlingen Historia ligaturæ arteriarum, blev 1826 adjunkt ved akademiet, modtog stipendier og kunne i årene 1828-31 studere kirurgi i Tyskland, Italien, England og ikke mindst i Frankrig hos den berømte kirurg Guillaume Dupuytren. Gundelach Møller blev 1830 overkirurg ved Frederiks hospital, 1831 ekstraordinær professor ved Kirurgisk Akademi, 1833 medlem af akademiets direktion, Collegium academicum og 1842 professor ordinære ved universitetet, kom i konsistorium og blev medlem af sundhedskollegiet. Begyndte 1832 at udgive Det kgl. Frederiks Hospitals chirurgiske Aarbog, der skulle udkomme årligt, men opgav efter en skarp kritik fra andre kirurger. Møller skrev herefter enkelte kasuistiske meddelelser og en lille afhandling på latin, om hvorvidt man tør og bør foretage en kirurgisk operation. Var som operatør udsat for kritik, men fik som diagnostiker stor anerkendelse og havde en betydelig privatpraksis. Var en god lærer for de studerende, lærte dem at foretage grundige undersøgelser så de var sikre på en rigtig diagnose, indførte prøve i kirurgisk klinik ved eksamen. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. |
|