© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Gunnar Fog-Petersen | Dansk politiker, redaktør og landmand Født onsdag den 5. januar 1881 i Alslev, Varde Død søndag den 28. maj 1939 i Aalborg |
Mini-biografi: Var søn af en sognepræst, fik en landbrugsuddannelse på Tune landbrugsskole, tog kursus som gymnastiklærer på Vallekilde højskole, studerede 4 år ved Landbohøjskolen og tog eksamen for landbrugskandidater. Blev planteavlskonsulent 1907 i Holbæk amts landboforeninger, siden i De samvirkende sjællandske husmandsforeninger. Var interesseret i politik, stillede 1909 op til valg for Det Radikale Venstre, blev først valgt ind i Folketinget 1913 og kom i Landstinget 1920. Gunnar Fog-Petersen var i flere år redaktør af Ålborg Venstreblad, skrev politiske artikler og poetiske naturskildringer, der 1921 blev udgivet under titlen Stæren er her igen. Var en glimrende taler, livfuld og slagfærdig. Kunne få folk til at lytte, gik ind for personlig frihed og fik forud for genforeningen indført, at der ikke blev sprogtvang i lovgivningen for de tyske skoler. Kritiserede heftigt justitsminister K.K. Steinckes forslag om skærpelse af presselov og retsplejelov. Dannede sammen med de radikale ledere regeringen Stauning-Munch 1929-40. Var fra 1935 redaktør af ugebladet Tidens Stemme, førte her kulturpolitisk kamp mod den nazistiske smitte, skrev Vor Regering og Rigsdag, med biografier af samtlige ministre og rigsdagsmedlemmer, skrev for Kulturhistorisk forlag i Odense Det radikale Venstres Historie I-II, nåede dog ikke at fuldende værket. Var bror til Johannes og Svend Fog-Petersen. |
|