Mini-biografi: Var søn af en restauratør, blev student 1940, studerede litteratur, men fandt det kedeligt. Søgte ind som skuespillerelev og debuterede på Det kongelige Teater 1943 som lakajen Christoffer i Den politiske kandestøber, fik engagement på Det ny Teater et par år, havde derefter roller på andre københavnske teatre. Rejste til Aarhus Teater 1951 for at udfylde adskillige større roller og begyndte nu selv at sætte i scene, etablerede i 1963, sammen med Preben Harris og John Hahn-Petersen, Svalegangen, Danmarks første intimscene. Gyrd Løfqvist rejste 1965 tilbage til København for at arbejde på Fiolteatret, kom til Folketeatret i 1971 og var fast knyttet hertil de næste 21 år. Debuterede på film 1943 i Kriminalassistent Bloch, var med i flere modstandsfilm under besættelsen og fik efterfølgende roller i omkrig 30 film og adskillige tv-serier. Huskes måske især som den mystiske nattevagt, der fik folk til at gyse i Ole Bornedals Nattevagten, var så sent som i 2005, 84 år gammel, med i Anders Thomas Jensens Adams æbler og året efter i Niels Arden Oplevs Drømmen. Modtog i 2004 Reumert-prisen for sin fremstilling af en aldrende Sigmund Freud på Teatret ved Sorte Hest. Løfqvist var gift med skuespillerinden Jane Jeppesen. |