© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Halfdan Raunsøe Høgsbro | Dansk forfatter, teolog, forstander og biskop Født tirsdag den 27. marts 1894 i København Død mandag den 26. april 1976 i Gentofte |
Mini-biografi: Var søn af justitsminister Svend Høgsbro, blev student 1911, cand.theol. 1917, arbejdede 2 år som sekretær i tyske krigsfangelejre og deltog i KFUM's soldaterarbejde i Nordslesvig. Halfdan Høgsbro blev 1922 sognepræst i Abild, 1931 dansk sognepræst i Sønderborg, 1941 provst for Sønderborg provsti og året efter forstander for det omorganiserede pastoralseminarium. Var 1949 kandidat til bispeembedet i Ribe, blev i stedet 1950 biskop over Lolland-Falster og beklædte embedet til 1964. Udgav allerede 1924 bogen Frans af Assisi, skrev siden bl.a. De nye Religioner. Kommunisme og Nationalsocialisme som Livsanskuelse, Politisk Drøm og kristent Haab, Oxfordnoter, Tro og Gerninger samt flere pjecer og foredrag om kirkelige og sociale spørgsmål. Høgsbro var en af de første teologer til at tage klart stilling til nazisme og kommunisme, sad bl.a. i bestyrelsen i Kirkens Korshær, Det sønderjyske fængselsselskab, Det danske missionsselskab og Diakonissestiftelsen. Blev efter 2. verdenskrig formand for det økumeniske fællesråd i Danmark, for forretningsudvalget i Økumenisk fællesråd, for kirketjenesten blandt flygtninge i Danmark og var medlem af den økumeniske flygtningekommission i Genève -virksomheden for tyske flygtninge. Var formand for Dansk missionsråd, for Nordisk missionsråd og medlem af Kirkernes verdensråds kommission for verdensmission. Høgsbro modtog flere hædersbevisninger og var Ridder og Kommandør af Dannebrog. |
|