© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Hans Kristian Appel | Dansk landbrugslærer og grundlægger Født lørdag den 29. marts 1856 i Tønder Død lørdag den 15. november 1947 i Dalum, Odense |
Mini-biografi: Var søn af højskoleforstander Cornelius Appel, blev fortrolig med landbruget på Rødding højskole og fik en uddannelse indenfor landvæsen og mejeri. Kom på Tune Landboskole og Askov Højskole og blev 1882 landbrugskandidat fra Landbohøjskolen. Virkede derefter 4 år som lærer på Faurbogård Landbrugsskole, oprettede 1886 Dalum Landbrugsskole, sammen med en kammerat, der blev forstander. Hans Appel var en dygtig og afholdt lærer, var aktivt engageret i den sønderjyske sag og holdt adskillige foredrag om dette emne. Fik ved siden af lærergerningen flere tillidshverv: var redaktør på "Mælkeritidende", sekretær og kasserer for Dansk Mejeristforening, bestyrelsesmedlem, siden formand og direktør i Landbosparekassen for Fyn, formand for Odense valgmenighed og medlem af det kirkelige udvalg af 1921. Appel var i mange år en central skikkelse i det kirkelige og folkelige arbejde på Fyn, var medstifter af Vort Landbrug, leverede artikler til "Mælkeritidende" og skrev om mejeribrugets udvikling i Danmark i Danske Mejerier IV. Bror til Jacob og Axel Appel. |
|