© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Hans Peter Helbæk | Dansk konservator, botaniker og arkæolog Født mandag den 8. april 1907 i Roskilde Død tirsdag den 10. februar 1981 i Kagerup, Mårum, Gribskov |
Mini-biografi: Fik en uddannelse som klejnsmed, interesserede sig for arkæologi og deltog i fritiden, i arkæologen Gudmund Hatts udgravninger i Thy. Havde talent for at artsbestemme aftryk af planterester i lerkar og blev på Hatts anbefaling ansat som konservator på Nationalmuseet. Da man i 1930'erne og 1940'erne udgravede store mængder forkullet korn af hustomter fra jernalderen ved Østerbølle, Alrum samt Nørre Fjand, fik Hans Helbæk et fint grundlag for at skabe et detaljeret billede af tidens agerbrug. Helbæk modtog tillige materiale fra udgravninger i det øvrige Europa, til nærmere undersøgelse og blev kendt for sit samarbejde med den amerikanske arkæolog Robert Braidwood på Iraq-Jarmo Project i 1948-55. Påviste her at kultiverede typer af afgrøder som emmerhvede og toradet byg, blev dyrket allerede i det 7. årtusinde langt tidligere end hidtil antaget. Helbæk arbejdede bl.a. ved udgravninger ved jernalderbyen Hasanlu i Iran, ved Nimrud i Irak, sammen med den engelske arkæolog Max Mallowan samt dennes hustru, forfatteren Agatha Christie og i Beidha i det sydlige Jordan, sidstnævnte var udgravet af Helbæks senere hustru, den britiske arkæolog Diana Kirkbride. Helbæk kaldte sit fag "palæoetnobotanik", udgav bøgerne Da rugen kom til Danmark og efter undersøgelser af maveindholdet i moselig: Grauballemandens sidste måltid. |
|