© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Hans Matthison-Hansen | Dansk komponist, tegner, domorganist og professor Født fredag den 6. februar 1807 i Adelby, Tostrup, Flensborg Død tirsdag den 7. januar 1890 i Roskilde |
Mini-biografi: Var søn af en styrmand, viste evner for at tegne og kom efter konfirmationen i lære hos C.W. Eckersberg i København samt gik nogle år på Kunstakademiet. Havde musikalsk talent fra sin mor, kunne ubesværet spille både violin, bratsch og violoncel og komponerede selv en del kammermusik. Musikken blev snart den dominerende interesse og Hans Matthison-Hansen lærte, på opfordring af C.E.F. Weyse, at spille på orgel. Begyndte som vikar ved Holmens kirke og blev 1832, igen på Weyses anbefaling, domorganist i Roskilde. Leverede en gribende præstation 1840 ved Frederik VI's bisættelse, spillede en fri fantasi med islæt af folkevisen "Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg", som siden blev trykt som den første af komponistens orgelfantasier. Matthison-Hansen komponerede flere kantater for kor og orkester, som benyttes ved store kirkehøjtider og derudover bl.a. orkestersymfoni nr. 1 og 2, strygekvartetter, to marcher for Roskilde borgerkor, symfonier og variationer over nationalmelodier. Gav næsten hvert år koncert i Roskilde domkirke og tog på koncertrejser til Nordtyskland, Norge, Sverige, spillede 1864 i Westminster og Krystalpaladset i London. Var en virtuos på orglet og udbredte kendskabet til J.S. Bach. Fik titel af professor 1869, var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Far til organisten Gottfred Matthison-Hansen. |
|