© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Johan Gottfred Matthison-Hansen | Dansk orgelmester, komponist og professor Født torsdag den 1. november 1832 i Roskilde Død torsdag den 14. oktober 1909 i København |
Mini-biografi: Faderen Hans Matthison-Hansen var domorganist i Roskilde og Gottfred lærte klaverspil og musikteori af ham og af Barth, før han blev student i 1850. Begyndte at læse jura, men skiftede i 1855 til musikken og debuterede 1856 som orgelspiller i Malmö. Gav 1874-77 ca. 100 koncerter i danske provinsbyer og på senere studierejser til Tyskland koncerter i Hannover, Leipzig og ved musikfesten i Weimar. Var organist ved et par københavnske kirker, før Matthison-Hansen i 1881 kom til Trinitatis Kirke. Gav her, hvert år 3-4 eftermiddagskoncerter med den klassiske og moderne orgellitteratur fra Bach til Franck, som han gengav i den mest omhyggelige og kultiverede udførelse. Disse koncerter blev meget populære og musikanmelderen Charles Kjerulf skrev: "Der var en sælsom, næsten dæmonisk Magt over Matthison-Hansens Orgelspil i hans bedste Tid. Der boede en voldsom rythmisk Kraft i det skrøbelige Legeme". Matthison-Hansen havde spillet for Frans Liszt og var herhjemme en begejstret forkæmper for Wagners værker. Matthison-Hansens egne frodige kompositioner var præget af denne retnings dristige og mere moderne tonesprog. Skrev en del kammermusik, en orgelkoncert, koncertstykker og åndelige sange. Blev 1867 lærer i orgelspil på Musikkonservatoriet, i 1884 i klaverspil og udnævntes i 1891 til professor. |
|