Mini-biografi: Var søn af en musiker og blev selv en alsidig musiker, der med stor bevægelighed bevægede sig i mange genrer, dog altid med stor samvittighedsfuldhed og sikker musikalsk smag. Med Kabaretorkestret akkompagnerede Hans Peder Åse Lørdagspigerne i "Around the World in 80 Days", "Drømmende øjne", "Mit barndomshjem" m.m., Ellen Gottschalch i sange af H.C. Andersen og Hans Kurt med Sigfred Pedersens bramfri Nyhavnsviser og indspillede flere plader med let klassisk musik. På klaver akkompagnerede han danske sange med Edith Oldrup og Karen Meyer. Hans Peder Åse dirigerede musikken til de danske spillefilm Den store gavtyv (1956), Skal drengen tvinges (1956), Ingen tid til kærtegn (1957), Guld og grønne skove (1958), Det lille hotel (1958), Krudt og klunker (1958), En fremmed banker på (1959), Den sidste vinter (1960), Komtessen (1961) og Norden i flammer (1965). Havde også den musikalske ledelse i Sommer i Tyrol og Den glade Enke på Frederiksberg Teater. |