© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Hans Peter Syberg | | Dansk billedhugger Født torsdag den 21. februar 1895 i Svanninge, Fåborg, Fyn Død onsdag den 13. juni 1979 i Hammer Bakke, Skibby |
Mini-biografi: Var det første af Anna og Fritz Sybergs 7 børn og voksede op i et kreativt miljø i nær kontakt med naturen på Pilegården ved Kerteminde. Billedhuggeren Kai Nielsen vakte den 14-årige drengs interesse for skulptur og da familien 1910-13 var på studieophold i Italien, kom Hans Syberg i stenhuggerlære og fik her svendebrev. Efter hjemkomsten skabte han buster af sin mor og lillesøster samt en statuette af sin bror. Begyndte i 1916 at arbejde i keramik hos Faaborgs pottemager Peter Seidelin og i 1919 debuterede Syberg på Kunsternes Efteraarsudstilling med to arbejder i gips og en kvindestatuette i keramik. Afholdt samme år sin første udstilling sammen med søsteren Besse, der var gift med maleren Harald Giersing. Syberg fik flere legater og i 1924 Akademiets lille guldmedalje for statuen David. Grundlagde i 1928 med sin kusine Grete Hansen keramikfabrikken Hans og Grete, der fremstillede brugskeramik og hurtigt voksede. I 1931 indviedes hans monumentale statue af Kristian Zahrtmann og i 1939 granitskulpturen Tyren på Dalum Landbrugsskole. Hertil kom flere fremragende portrætbuster og gravsten, den sidste blev relieffet over hans far på Drigstrup kirkegård. Syberg var aktiv indenfor skulptur, akvarel og som frugtavler lige til sin død. |
|