Mini-biografi: Var søn af en grosserer, læste medicin men valgte efter tre års studier at blive kunstner. Opholdt sig 1921 hos maleren Johannes Larsen, blev derefter elev hos Harald Giersing og Olaf Rude og opholdt sig fra 1923 ofte på Bornholm sommeren. Blev her ven med Oluf Høst og de tog på flere rejser sammen, bl.a. til Paris og Berlin. Harald Leth debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1923, udstillede siden på bl.a. Høstudstillingen, Den frie Udstilling, Koloristerne, Marts-udstillingen, Nordisk Kunststævne i Fredericia og ved et par udstillinger i udlandet. Boede fra 1944 på Asminderød Mark i Nordsjælland og hentede sine motiver fra omgivelserne, huset, hegnet, badende kvinder, skovarbejdere med hestevogn, solnedgangen og stjernehimlen. Leth var medlem af Høstudstillingen, medstifter og medredaktør af tidsskriftet Aarstiderne. Skrev heri flere artikler om kunstnere, den første om Niels Larsen Stevns, blev næsten mere kendt som skribent end som maler, på trods af en stor produktion af billeder og deltagelse i udstillinger gennem hele sit liv. Leth vikarierede et par gange for Egill Jacobsen ved Kunstakademiet i København. Modtog Den frie Udstillings kunstnerlegat, Eckersbergs Medalje, Thorvaldsens Medalje og Prins Eugens Medalje. |