Mini-biografi: Var søn af en maskinchef, kom efter skoletiden på bygmesterskole og blev 1939 optaget på Kunstakademiets malerskole i København. Modtog undervisning af Aksel Jørgensen og gik 1945-46 på billedhuggerskolen hos Einar Utzon-Frank. Foretog studierejser til Frankrig og Italien, besøgte siden Holland, Belgien, England, Polen, Egypten, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien og Tyrkiet. Helge Bertram viste sine værker første gang 1940 på Kunstnernes Efterårsudstilling, deltog herefter bl.a. ved Charlottenborgs udstillinger, Den Polykrome samt ved udstillinger i Oslo, Stockholm, Helsinki, Lugano, Reykjavik, Ljubljana, Flensborg og Firenze. Eksperimenterede med keramik, skulptur, fotografi og skabte flere abstrakte malerier. Blev mest kendt for udsmykningen af svømmehallen og gågaden med vandkunsten i Holstebro og havde stor betydning som kunstpædagog. Var 1964-71 lektor, 1971-88 professor, 1980-85 tillige rektor ved Kunstakademiet. Stod 1964 bag oprettelsen og siden ledelsen af Kunstpædagogisk Skole, var medlem af Den Frie Udstilling og Statens Kunstfond. Bertram holdt 9 lysbilledforedrag, opbygget over ca. 60 billedanalyser og skabte sammen med professor Richard Winther, en film om billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Modtog Akademiets præmie, Carlsons Præmie, Den franske Stats Stipendium, Rigenstrups legat, Oluf Hartmanns mindelegat, Villiam H. Michaelsens legat, Ole Haslunds fond, Det anckerske Legat og Eckersbergs Medalje. |