© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Oluf Hartmann | Dansk maler og grafiker Født søndag den 16. februar 1879 i Søllerød Død søndag den 16. januar 1910 i København |
Mini-biografi: Blev født i musikerfamilien Hartmann i et hjem med interesse for musik, kunst, litteratur og rejser. Viste tidligt talent for tegning og blev forberedt til akademiet af Gustav og Sophus Vermehren. Her gik Hartmann 1896-1902 og havde bl.a. Frants Henningsen som lærer. Kom efterfølgende på Zahrtmanns skole 1902-04 i kontakt med et mere radikalt kunstmiljø, lærte her farve- og formbehandling. Blev præget af begge skoler, idet hans billeder viser stor alvor og samtidig røber en sprudlende fantasi og et barokt lune. Hartmanns skildring af homeriske helte er en samling lavstammede, tykpandede slagsbrødre, der væltede sig i brutalt håndgemæng. Hans emner er dyrkelsen af kroppen og den ubændige eros, mennesket i livtag og favntag. Det naturbårne livssyn går igen i alle Hartmanns billeder, selv hans kyst- og engpartier synes uberørte af den moderne civilisation og udtrykker interessen for det oprindelige og primitive. Som få i sin generation oplevede han tidligt succes i det etablerede kunstliv, udstillede på Charlottenborg og Den Frie og blev af sine kunstnerkammerater betragtet som en frontskikkelse. Fik under et studieophold i Paris øjnene op for det impressionistiske lysmaleri, men det var få måneder før hans tidlige død. Søn af Emil Hartmann. |
|