© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Henning Grønlund Carlsen | Dansk gymnasieelev og modstandsmand Født onsdag den 17. juni 1925 i Horsens Død fredag den 14. juli 1944 i Skanderborg |
Mini-biografi: Var søn af en maler, gik på Horsens Gymnasium, var medlem af FDF og KFUM, deltog 1941 i en kammeratskabslejr på Sjælland og blev berørt af en nationalt bevæget tale af historikeren Vilhelm la Cour. Var sammen med klassekammeraten David Vang Jensen tilknyttet modstandsbevægelsen i Horsens under tyskernes besættelse af Danmark, kom med i en sabotagegruppe under Horsens Hjemmeværn og blev snart specialist i jernbanesabotage. Henning Grønlund Carlsen måtte i 1944 gå under jorden da tyskerne begyndte at oprulle gruppebevægelserne. På Anton Toldstrups foranledning blev FDF's sommerlejr på Venø stillet til rådighed som uddannelseslejr for jyske modstandsfolk, der manglede et skjulested. Carlsen deltog her i kurser i sprængningsteori, skydeteori m.m. og rekrutteredes herefter sammen med andre til særligt vanskelige opgaver. Kom med i en gruppe, som bestod af folk fra Aarhus, gruppen skulle den 13. juli udføre jernbanesabotage mellem Stilling og Skanderborg, ved hjælp af en ny teknik med en hurtigbrændende lunte, der sprængte toget under passagen. En bataljon tyske soldater, som var med toget, skød efter sprængningen efter sabotørerne, Carlsen blev ramt, såredes og blev underkastet forhør. Førtes siden til Skanderborg sygehus og døde kort efter. Liget blev senere fundet nedgravet ved Moesgård Strand og bisat på Horsens Kirkegård. |
|