Mini-biografi: Var søn af overgraveren ved Frue Kirke i København, blev student 1765, privat dimitteret, tog baccalaureusgraden 1767 og teologisk eksamen 1769. Hans Jørgen Birch havde stor litterær interesse, begyndte at drive lidt historisk forfattervirksomhed, der med tiden voksede til og nærmest blev en bogfabrik, der repræsenterede de fleste grene af oplysningstidens litteratur med oversættelser fra tysk, fransk og engelsk. Desuden originale arbejder omfattende historiske, topografiske, landøkonomiske, statistiske, teologiske, moralske, pædagogiske, sproglige og skønlitterære skrifter, bidrag til tidsskrifter samt anmeldelser. Birch var medarbejder ved Erik Pontoppidans Danske Atlas VII, startede sammen med Niels Henrik Weinwich og B.C. Sandvig udgivelsen af Ny kritisk Tilskuer, var selv leder, men tidsskriftet fik kun kort levetid. Blev medlem af Det genealogisk-heraldiske Selskab ved oprettelsen 1777 og var tillige medlem af det norske Videnskabernes Selskab i Trondheim. Birch fik sognekald til Vallensbæk 1778, året efter til Glostrup, udgav under tiden her et par meget benyttede bibelhistorier, hvoraf den ene blev udgivet i adskillige oplag. Birch blev 1791 sognepræst i Middelfart og skrev nu Haandbog for Præster og Billedgallerie for Fruentimmer I-III, hvor første bind indeholder biografier af berømte danske kvinder fra Thyra Danebod til Friederikke Brun. |