© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jacob Bang | Dansk keramiker, designer og billedhugger Født søndag den 29. maj 1932 i København Død lørdag den 8. januar 2011 i København |
Mini-biografi: Var søn af keramiker og billedhugger Arne Bang samt barnebarn af maleren Christian Bang. Kom efter skoletiden i lære i faderens stentøjsbrænderi i Fensmark, var på studieophold i Italien samt Frankrig og var i 1953 udlært som pottemager, modtog samme år præmie i guldsmedefagets konkurrence om korpus-arbejder. Arbejdede i 1955 et halvt år hos Bjørn Wiinblad i Hjortekær, var 1957-62 ansat som designer ved Hegnetslund Lervarefabrik i Herfølge. Overtog i 1965 værkstedet i Fensmark, skabte først brugsgenstande i keramik, men med tiden fik kander samt krukker form som kvindefigurer, snart forsvandt brugskunsten og i stedet kom mytiske samt pikante kvindefigurer, med inspiration fra naturen, Japan, den græske og romerske oldtid. Jacob Bang udstillede i flere år hos Den Permanente, var i 1984 repræsenteret på Charlottenborgs Forårsudstilling, 1993 i H.C. Andersens Hus i Odense og derudover ved nogle separatudstillinger. Udførte bl.a. et større relief til Holmegaard Glasværk, smedejernsgitre, stentøjskrukker, lamper, tekander, vaser samt portrætbuster af W.E. von Eyben og hustru, sportsjournalist Gunnar Nu Hansen og koncernchef Poul J. Svanholm. Vandt i 1966 en første præmie i Dansk Arbejdes konkurrence om et trofæ med et formstøbt spirende frø udført i stentøj og modtog i 1990 et legat fra Prins Henriks Fond. |
|