© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Johan Christian Drewsen | Dansk papirfabrikant, agronom og politiker Født tirsdag den 23. december 1777 på Strandmøllen, Kgs. Lyngby, København Død mandag den 25. august 1851 i København |
Mini-biografi: Var søn af papirmøller Chr. Drewsen, slægten var indvandret fra Tyskland og havde i generationer beskæftiget sig med papirfabrikation. Den unge Johan blev papirmagersvend, men ville hellere have været officer i den franske hær. Johan Christian Drewsen mødte imidlertid skuespilleren Michael Rosings datter Johanne, forelskede sig, parret blev gift 1798 og fik i bryllupsgave en bondegård i nærheden af Svanemøllen. Drewsen helligede sig totalt landbruget, læste agerdyrkningsskrifter, gik med i marken og anskaffede nye bedre redskaber, indførte kartoffelavl, vekseldrift, staldfodring og delte gerne ud af sine erfaringer. Blev landøkonomisk forfatter og fik 1813 Det kgl. danske Landhusholdningsselskabs sølvmedalje for et skrift om vekseldrift, 1817 en guldmedalje for en om kløver. Var blevet medlem af selskabet i 1812, fik stor betydning og blev siden præsident. Overtog efter faderens død papirfabrikken, viste også her initiativ og fremsyn, installerede dampkraft og hydraulisk presse. Byggede ud, havde snart landets førende papirvirksomhed, var leverandør til staten og Nationalbanken, overlod virksomheden til sønnerne Christian og Michael i 1844. Drewsen blev medlem af Roskilde Stænderforsamling 1834, var på den liberale venstrefløj, støttede den danske bevægelse i Sønderjylland, var 1846 med til at stifte Bondevennernes Selskab og sad selv i bestyrelsen, var tillige medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling. |
|