Mini-biografi: Var søn af en kartoffelhandler, blev i 1951 student fra Frederiksberg Gymnasium, tjente penge ved at slæbe kartofler og kunne rejse til Polen for at studere, modtog 1960 accessit for en prisopgave. Debuterede samme år som forfatter med bogen Digte. Jess Ørnsbo var 1963-65 redaktør af Vindrosen, blev i 1964 magister i slavisk filologi med speciale i polsk litteratur, var 1969-74 tilknyttet Odense Universitet som adjunkt og skrev her sin disputats i slaviske sprog. Slog sit navn fast som samfundsrevsende forfatter og blev kaldt Danmarks vredeste mand, udgav omkring 60 værker, lyriske digte, dramatik samt prosa, skrev for Radio, TV og teater. Stykket Majonæse blev optaget i Kulturkanonen fra 2006, i selskab med klassikere som Holbergs Jeppe på bjerget og Oehlenschlägers Aladdin. Ørnsbo udgav som 86årig digtsamlingen 33 digte og var derved, sammen med forfatteren Knud Sørensen, blandt de ældste udgivende digtere i Danmark. Blev tildelt Louisiana-prisen, Otto Benzons forfatterlegat, Adam Oehlenschlägers legat, Johannes Ewalds legat, Kjeld Abell-prisen, Morten Nielsens mindelegat, Jeanne og Henri Nathansens fødselsdagslegat, Emil Aarestrup Medaillen, Jeppe-prisen for bedste danske stykke: Fælden, Danske Dramatikeres hæderspris, Preben Harris' rejselegat, Holberg-Medaljen samt adskillige ydelser fra Statens Kunstfond. Var gift med forfatteren Dorrit Willumsen og far til forfatter Tore Ørnsbo. |