Mini-biografi: Var søn af en malermester, blev 1920 student, 1926 cand.polit., arbejdede en tid som manuduktør og fik 1930 ansættelse som statsvidenskabelig konsulent for arbejds- social- og indenrigsministeriet. Blev 1938 kontorchef og havde stor indflydelse som rådgiver for statsminister Thorvald Stauning og socialminister K.K. Steincke, var under 2. verdenskrig generalsekretær og leder af regeringens beskæftigelsesudvalg. Jørgen Dich tog efter krigen orlov for at undervise i skandinavisk økonomi og socialpolitik ved Wisconsin University i USA, blev 1950 professor i socialpolitik og finansvidenskab ved Aarhus universitet, var socialist og tilhænger af Karl Marx og udformede bl.a. en økonomisk teori for socialpolitikken. Havde adskillige tillidshverv: sad som medlem af konsistorium, af bestyrelsen for statens byggeforskningsinstitut, arbejdsmarkedskommissionen, arbejdsmarkedsrådet, af bestyrelsen for Danmarks journalisthøjskole, var medlem, siden formand for Byggeaktieselskabet Veri, næstformand for socialforskningsrådet, 1 år prorektor og 2 år forstander for journalistkursus ved Aarhus Universitet og i tre år præsident for Det lærde Selskab i Aarhus. Dich skrev flere afhandlinger i bl.a. Nationaløkonomisk Tidsskrift og Socialt Tidsskrift, udgav desuden Fagforeningernes Indflydelse paa Arbejderklassens økonomiske Kaar, Arbejdsløshedsproblemet i Danmark, Socialpolitikkens teori, Udviklingen af skatte- og tilskudspolitikken siden 1939 og den banebrydende Den herskende klasse: En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den. |