© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jørgen Skram | Dansk rigsråd og landsdommer Født søndag den 26. april 1534 på Hastrup Hovedgård, Vejle (eksisterer ikke mere) Død fredag den 18. februar 1592 på Tjele Hovedgård, Viborg |
Mini-biografi: Faderen var landsdommer i Nørrejylland og allerede 25 år gammel fungerede sønnen som hans meddommer på Viborg Landsting. Blev 1557 hofmand hos tronfølgeren, den senere kong Frederik 2., og gjorde en overgang tjeneste hos den fangne kong Christian 2. på Kalundborg Slot. Deltog i Den nordiske Syvårskrig og blev under denne lensmand for Bohuslen og samtidig høvedsmand på den strategisk vigtige grænsefæstning Bohus. Lensmand på Dronningborg ved Randers 1579 og fra 1585 på Hald Slot ved Viborg. Udnævnt til rigsråd 1578. Flere gange sendt til Norge for at holde retterting på kongens vegne. Landsdommer i Nørrejylland 1582-88. Arvede 1585 Tjele ved Viborg efter sin mor, udvidede godset kraftigt og lod den endnu eksisterende hovedbygning opføre. |
|