© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Johan Boye Junge Magens | Dansk arkitekt og hofbygmester Født mandag den 23. september 1748 i København Død mandag den 6. juni 1814 i København |
Mini-biografi: På Kunstakademiet opnåede Magens den lille sølvmedalje i 1766, den lille guldmedalje i 1767 og den store guldmedalje i 1769. Arbejdede fra 1767 på C.F. Harsdorffs tegnestue og blev elev af ham. Tog senere 1780-82 på en længere studierejse til Tyskland, Frankrig og Italien. Magens udfoldede sig i en sober og enkel klassicisme uden større individuelt særpræg og han kom som arkitekt til at stå noget i skyggen af den jævnaldrende Peter Meyn, der fik de største stipendier, embeder og opgaver før ham. Blev udnævnt til hofbygmester og Søetatens bygmester og var i disse tjenester særdeles flittig og nidkær, men tog sine undervisningspligter på Kunstakademiet temmelig let, her var han fra 1799 professor i perspektiv. Som menneske siges Magens at have haft et heftigt temperament. Fik kun mulighed for at opføre enkelte selvstændige bygningsværker og de fleste er i dag for længst nedrevne. Af hans bygninger kan nævnes Øresundshospitalet i Helsingør (1794-96), der nu er stærkt ombygget, bygningen på hjørnet af Gl. Kongevej og Værnedamsvej på Frederiksberg (1796), Bodendachhuset på Frederiksholm (1801), officershuse i Nyboder (1801, 1803, 1807) og Søetatens hospital i Nyboder (1805-06). Restaureringen af Eremitagen (1798-1800) viser ikke større forståelse for bygningens kunstneriske helhed. |
|