© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Johan Ludvig Runeberg | Finsk digter og forfatter Født søndag den 5. februar 1804 i Pietarsaari (Jakobstad), Finland Død søndag den 6. maj 1877 i Porvoo (Borgå), Finland |
Mini-biografi: Var søn af en kaptajn, kom som 8årig til en onkel i Uleåborg, gik efter onklens død 3 år i skole i Vasa, læste digte af bl.a. Carl Michael Bellman og Bengt Lidner. Studerede klassiske sprog og filosofi ved Åbo Universitet og tjente til studierne som lærer, var 1830-37 docent i latin i Helsinki og redigerede Helsingfors Morgonblad, blev siden lektor i latin og græsk. Johan Ludvig Runeberg skrev digte på svensk, men fik afgørende betydning for udviklingen af finsk identitet, der tog form efter Finlands adskillelse fra Sverige 1809. Gjorde Finlands søer til finsk nationallandskab og skabte i digtene "Bonden Pavo" og heksametereposset "Älgskyttarne", et idealbillede af det finske menneske. Udgav 1848 1. del af hovedværket Fänrik Ståls sägner, med digtet "Vårt land", som blev Finlands nationalsang, 2. del udkom 1860, værket blev læst i både svenske og finske skoler i over hundrede år og udkom 1886 på dansk. Skrev tillige en del salmer og lyriske digte som "Idyll och epigram" der blev sat i musik af Wilhelm Stenhammar. Runeberg modtog Svensk Akademis store pris og har fået det nordiske digitale bibliotek Projekt Runeberg, Runeberg-prisen samt gader i Sverige, Finland og Danmark opkaldt efter sig. Gift med Fredrika Runeberg. |
|