© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Peder Johannes Friedenreich Kaarsberg | Dansk overlæge, kirurg, gynækolog og professor Født mandag den 21. april 1856 i Græse, Frederikssund Død søndag den 25. marts 1917 i København |
Mini-biografi: Var søn af en sognepræst, blev student fra Herlufsholm i 1873, begyndte derpå at studere teologi men skiftede til medicin og fik sin eksamen i 1881. Blev ansat på Dronning Louises børnehospital, skiftede året efter til Frederiksberg Hospital og lærte af gynækologen Frantz Howitz, der var banebrydende på området. Johannes Kaarsberg forsvarede sin doktordisputats Om den Emmetske Ruptur i 1884 og tilegnede den sin læremester. Arbejdede nogle år som kandidat ved Kommunehospitalet og blev i 1888 reservekirurg hos Carl Studsgaard, skiftede efter den kirurgiske uddannelse til Fødselsstiftelsen for at lære obstetrik hos Asger Stadfeldt. Var således godt rustet til stillingen som leder af poliklinikken for kvindesygdomme i København, som Kaarsberg fik i 1893 og dygtigt bestred gennem adskillige år. Var en god underviser for de studerende og havde en stor søgning af patienter på grund af sin store viden og dygtighed inden for kvindesygdomme, både medicinsk og kirurgisk. Var formand i Medicinsk Selskab i to år, sad ofte som dommer ved kirurgiske og obstetriske konkurrencer, var medlem af bestyrelsen for Nordisk kirurgisk forening og blev udnævnt til professor i år 1900. Kaarsberg blev hædret som Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Var far til højesteretspræsident Otto Irminger Kaarsberg. |
|