Mini-biografi: Var officersdatter og blev student fra Christianhavns Gymnasium i 1952, optrådte i Studenterrevyen i 1953, hvor også Jytte Abildstrøm og Klaus Rifbjerg var på rollelisten. Kirsten Walther blev uddannet ved Privatteatrenes elevskole 1953-56 og fik sin første lille filmrolle i Kispus (1956). Havde et sødmefuldt komisk talent ikke set magen til, hverken før eller siden, fik derfor oftest roller som den sjove. Var ansat ved ABC-Teatret i 5 år og leverede en pragtbrandert i Den grønne elevator, i samspil med Jørgen Ryg. Mestrede dog også karakterrollerne når de bød sig til: spillede moderen i Shelagh Delaneys En Duft af honning på Nørrebros Teater, var med i TV-teatrets opsætning af Gidslet og havde rollen som en af de gamle tanter i Arsenik og gamle kniplinger. Kirsten Walther kunne fremstille alle kvindetyper, men var privat et familiemenneske, der bevidst holdt sig væk fra offentlighedens søgelys. Blev også kendt fra tv's satireprogram Hov-Hov, men de roller der for alvor gjorde Kirsten Walther til folkeeje, var som Karla i Huset på Christianshavn og den uforglemmelige, søde, flotte og skrappe Yvonne i filmene om Olsen-banden - det kan ingen vist gøre efter. Optrådte sidste gang i 1983 i tv-stykket I Johannes verden. |