© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Kay Reinhard | Dansk direktør og søofficer Født tirsdag den 30. maj 1871 i Hillerød Død tirsdag den 17. juli 1928 i København |
Mini-biografi: Var søn af en overlærer, blev som 20årig sekondløjtnant i marinen, siden premierløjtnant var på flere togter og gennemgik derefter Hærens officersskoles ældste klasse. Kay Reinhard var i årene 1902-07 lærer i søkrigshistorie og taktik ved kadetskolen og underviste samtidig på søværnets officersskole. Udgav 1906 værkerne Kortfattet Haandbog i almindelig Søkrigshistorie og Foredrag i Strategi. Forlod året efter marinen og blev rederidirektør i Dansk-russisk Dampskibsselskab og siden direktør i Det forenede Dampskibsselskab. Fik en fremtrædende stilling inden for standens organisationsliv, takket være sin dygtighed, alsidige uddannelse og repræsentative fremtræden. Var medlem af Dansk dampskibsrederiforenings bestyrelse, af fragtnævnet og forretningsudvalget her, repræsenterede 1917 fragtnævnet under forhandlingerne med England, der førte til afslutning af overenskomsten mellem den britiske regering og fragtnævnet. Førte sammen med skibsreder Axel Andersen, året efter forhandlinger med USA, der resulterede i en overenskomst mellem War Trade Board og fragtnævnet. Reinhard var formand i bestyrelsen for A/S Otto Mønsted og A/S A.M. Hirschsprung & Sønner og medlem af bestyrelsen for A/S Wessel & Vett. Fik tilbudt posten som marineminister i Otto Liebes forretningsministerium, men afslog. Var far til Erik Reinhard, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. |
|