Mini-biografi: Var søn af et postbud, blandt de bedste i skolen, blev i 1973 student, læste derefter idéhistorie og blev 1977 cand.mag. et mag.art., modtog universitets guldmedalje. Lars-Henrik Schmidt blev 1978 ekstern lektor i kultursociologi ved Københavns Universitet, siden docent, forskningsleder, centerleder samt forskningsprofessor ved Aarhus Universitet. Forsvarede i 1987 sin disputats om filosofferne Rousseau og Nietzsche for en doktorgrad, blev året efter forskningsleder ved Den Humanistiske Forskeruddannelse, i 1996 direktør for Danmarks Pædagogiske Institut og år 2000 rektor samt professor i filosofi ved det nyoprettede Danmarks Pædagogiske Universitet, tegnede selv grundskitsen til universitetets opbygning. Schmidt blev 2007 professor i pædagogik og filosofi ved Aarhus Universitet samt forskningsdirektør for Forskningscenter GNOSIS. Var leder af Social-Analytisk Forsknings-Enhed, formand for Uddannelsesrådet for Film og Teater, for bestyrelsen for Skovskolen, for Det Humanistiske Fakultets videnskabsteoriudvalg samt -studienævn, var medlem af Etisk Råd, Videnskabsministeriets udvalg for uddannelsesforskning, Forskningsstyrelsens Arbejdsgruppe vedrørende forskningsetiske regler, bestyrelsen for Center for Etik og Ret, fællesudvalget mellem fakultetsråd og fakultetsstudienævn, publikationsudvalget, forsknings- og realokeringsudvalget, stipendieudvalget, overbygningsudvalget, humanistisk fakultetsråd samt bestyrer for Idehistorisk Institut. Underviste som gæsteprofessor i flere lande, skrev flere artikler og udgav adskillige bøger om omsorg, opdragelse, oplysning, dannelse samt om forholdet mellem individ og stat, civilsamfund og marked. |