Mini-biografi: Var datter af en manufakturhandler og begyndte først som 34årig at lære om malerkunsten, først et år på Ernst Goldschmidts Malerskole, derefter et år hos Harald Giersing. Laura Brun-Pedersens malemetode bærer i farvevalget, af og til meget præg af sidstnævntes, men har også sit eget mere kvindeligt islæt. Tog på studierejser til Dresden, Firenze, Rom, Paris og München. Adskillige af Hendes motiver stammer fra Thurø, hvor kunstneren boede i mange år, i huset "7-9-13" sammen med datteren Ellen Scheelke kaldet Peter, der også var maler. De bliver begge skildret i Marianne Heins bog om den sydfynske malerkolonis farverige personer, Kunst og Originaler med undertitlen Kunstnerlivet i Svendborg 1900-1975. Laura Brun-Pedersen deltog i adskillige udstillinger, første gang i 1912 i Unge Kunstneres Forbund, udstillede siden bl.a. på Charlottenborgs Forårs- og Efterårsudstillinger, Nordisk Kunst i Aarhus, i Basel 1955 og i Paris 1958. Modtog flere hædersbevisninger som Carlsons Præmie, Alfred Benzons Præmie og i 1956 Thorvaldsens Medalje. Var medlem af Akademirådet og var med i rådets altertavleudvalg. |