Mini-biografi: Var datter af en velhavende direktør, blev sendt på klosterskole i Frankrig, studerede senere litteratur og kunsthistorie her og i England, ønskede sig en scenekarriere og lod sig uddanne til skuespillerinde. Blev i 1923 gift med journalisten Carl Johan Sonning, levede derefter en anonym tilværelse som husmor de næste 14 år, men blev kendt i offentligheden da manden døde. Sonning havde tjent en formue ved ejendomshandler, hvilket gjorde Léonie Sonning i stand til at oprette et fond som et minde om sin mand. Sonningprisen administreres af Københavns Universitet, tidligere bestemte enken, hvem af emnerne inden for kunst, politik og kultur, der fik den tildelt. Blev overrakt første gang i 1950 til den engelske politiker Winston Churchill, hvilket ingen havde noget at indvende imod. Der gik ni år før den igen blev tildelt og højtideligheden ved overrækkelsen vakte forargelse, for Léonie Sonning bragte sig selv i rampelyset og det skete hver gang, så modtagere som Niels Bohr, Albert Schweitzer og Alvar Aalto kom i anden række. Modviljen ændrede sig ikke da fruen oprettede en musikpris i sit eget navn, den blev uddelt første gang i 1959 og gik til komponisten Igor Stravinskij. Prisen uddeles stadig hvert år. |