Mini-biografi: Var datter af skuespilleren Arvid Ringheim, valgte selv en scenekarriere, debuterede i 1942 som jazz- og refrænsangerinde, tog under besættelsen på turné i Sverige, fik stor succes i både den amerikanske og britiske zone og indspillede flere plader med Kai Ewans orkester. Lise Ringheim begyndte efter krigen at læse til skuespiller hos Blanche Funch, blev 1948 optaget på Det kongelige Teaters elevskole, debuterede 1949 ved et gæstespil i Helsingfors i Knud Sønderbys En kvinde er overflødig, fik siden karakterroller i stykker af bl.a. Shakespeare og Holberg. Var hele livet aktiv på venstrefløjen, i fredsbevægelsen, i kampagnen mod atomkraftværket Barsebäck, tilknyttedes Ordrup-kredsen, mødte her bl.a. Mogens Fog, Kjeld Abell samt H.C. Branner. Var i 1. ægteskab gift med sceneinstruktøren Hans-Henrik Krause, fik siden 40 års langt og lykkeligt, både professionelt samt privat parløb med skuespilleren Henning Moritzen og blev mor til Marianne Moritzen. Parret optrådte sammen på teatret, spillede revy på Bornholm og lagde gennem 700 afsnit stemmer til forstadsægteparret Per og Bitten i radioprogrammet Karlsens Kvarter. Lise Ringheim var med i adskillige film, bl.a. Harry og kammertjeneren, Den kære familie og Den sidste vinter. Modtog Bodil-prisen, Tagea Brandts Rejselegat, Henkel-Prisen og blev udnævnt til Ridder af 1. grad af Dannebrog. |