Mini-biografi: Var datter af et postbud, blev uddannet som sygehjælper, men stillede i 1961 op til en talentkonkurrence i K.B. Hallen og vandt titlen Årets Fund. Da Restaurant Palmehaven i København søgte en sangerinde i 1970 blev Lis Evers den foretrukne. Fik en pladekontrakt og kom hurtigt på Dansktoppen med hittet "Jeg har tabt mit hjerte i Paris". Havde succes med sine romantiske sange som bl.a. "Regnbuen", "Jeg har det skønt", "Hvad kan jeg love" samt "Den lille røde lanterne". LP pladen En aften i Palmehaven, indspillet sammen med Leif Johansens Orkester, blev en populær danseplade. Lis Evers blev siden engageret til Kystens Perle, turnerede i Sverige med Arne Lamberths orkester og fik ansættelse som konferencier ved Lorry på Frederiksberg. Optrådte i radioen med Harry Felberts orkester samt på TV, i Otto Leisners programmer Pladeparade og Hopla. Var nogle år ansat i Københavns Lufthavn, men begyndte at synge igen som pensionist, kom med i Visens Venner og mødte her pianisten Svend Johansen, de begyndte sammen at underholde på bl.a. plejehjem og indspillede også en CD med sange samt viser. |