Mini-biografi: Var datter af en maskinmester, blev 1943 student fra Christianshavns Gymnasium, læste derefter medicin på Københavns Universitet. Var medlem af den grundtvigiansk inspirerede politiske bevægelse Dansk Samling, deltog som frivillig i en arbejdslejr i Sønderjylland og kom under besættelsen med i modstandsbevægelsen. Tjente til studierne ved at sy hatte og udførte siden markedsanalyser for reklamebureauet Harlang & Toksvig. Kunne her spionere, deltage i ombringelse af illegale blade og hæfte illegale bøger. Lis Mellemgaard blev optaget i gruppen "Holger Danske", var med til at skjule våben, opspore stikkere, lærte at skyde og stod vagt ved forskellige sabotageaktioner. Måtte opgive studierne og gå under jorden, kom ofte ud i farlige situationer, undgik dog at blive anholdt og var på grund af sygdom ikke til stede, da hendes gruppe blev arresteret af Gestapo i 1945, fordi lederen Hans Brahe Salling var blevet genkendt på gaden. 7 af gruppens medlemmer blev henrettet i Ryvangen. Lis Mellemgaard fortsatte studierne efter befrielsen, blev 1952 cand.med., 1969 speciallæge i øjensygdomme, fik praksis i Hillerød og tog 1994 en bachelorgrad i nærorientalske oldtidskulturer. Udgav 1998 erindringsbogen Pige i modstandskampen. Modtog et livsvarigt medlemskab af Holger Danske, en livsvarig hædersgave fra Frihedsfonden, Gudmund Schacks Mindelegat samt Dronning Ingrids Mindemedalje. |